Min første gang

Det er mange første gange.
I dag var det første gang i Cirkelgruppen.
Jeg var noget spændt og lidt smånervøs. Det der med mange mennesker som jeg ikke kender, det kan være lidt en stress faktor. Det skulle vise sig at det ingen grund var til det.Det var en forsamling af skønne, helt almindelige mennesker, som du og jeg. Jeg vil selvsagt kun fortælle min version af tingene, hvordan min oplevelse er af Cirklen.


Ganske kort fortalt,så er det en fysisk cirkel, det vil sige vi sidder i rundkreds. Til starte med bliver vi guidet via trommer til at få 'jordfæste' og bagefter åbne vore chakra, vore energier, vor underbevidsthed. Derefter sidder vi helt stille i 15 min med lukkede øjne, hvor vi observerer, lytter, sanser og er.

Allerede da jeg kom oplevede jeg at mine fødder var kolde og der var kold 'vind' ved fødderne. Jeg havde det som om nogen holdt om min hals, ikke kvælnings fornemmelse, men noget i den retning.
Den kolde fornemmelse blev ved med at 'suse rundt' ved mine ben.

Jeg 'så' to unge mænd der stod og kigget på en anden som jeg ikke kunne se, hvor de sagde til hinanden, at det var synd det gik så galt for den unge mand, sikke spil af liv. De var grædefærdige.Min fornemmelse var at det var et trafikuheld af en slags, og at det var en soloulykke.

Derefter begyndte det at prikke og stikke i mine hænder, på mine arme, på min næse og i mit ansigt. Lidt en blandet fornemmelse af akupunktur, og brændt af brændnælder. Så var det som om jeg blev strøget over venstre kind med en varm fakkel, ikke så det brændte, men meget varmt, som når man sidder tæt på en brændeovn. Lidt senere oplevet jeg en lille pige som kildet, strøg mig på højre øre. Og efter blev jeg strøget over højre kind med den samme brændene fornemmelse. Og lige inden dette blev mine hænder låst fast/fikseret og vendt om med håndfladerne opad. Til sidst var det en kløende fornemmelse, på venstre skulder og i panden, som om der gik små myrer eller lignende på mig.

De  min var gået og vi talte om hvad vi hver i sær havde oplevet. Jeg sad fremdeles med isnende fornemmelse på mine ben og vildt varme kinder.

En spændende start på et nyt kapitel i mit åndelige liv. Hvor denne vej fører mig, det vil vise sig, jeg har selv en fornemmelse af hvor, men indtil videre holder jeg det for mig selv.

Nogen gange bliver det bare lidt for fysisk......

Som regel bliver mine sessioner/læsninger aftalt lidt på forhånd.
Og det var heller ingen undtagelse denne gang.
Lørdag eftermiddag var det en der kontaktet mig og booket en tid til tirsdag ugen efter.

Mandag eftermiddag da jeg kører hjem fra arbejde, får jeg de vildeste smerter i maven. Lige der hvor leveren sidder. Det bliver værre og værre, og da jeg kommer hjem og parkerer kan jeg næsten ikke gå over fra bilen og ind. Nåe, men jeg får lavet lidt mad og smidt mig. Tænker det nok går over igen, det plejer det jo.

Og ganske rigtigt, om morgenen er det over. Til gengæld, da jeg er næsten hjemme fra job tirsdag, sætter smerterne ind for fuldt. Jeg koldsveder og har det fysisk helt elendig. Overvejer at flytte aftalen til en anden dag. Men jeg hader selv når folk ikke holder aftaler, så jeg beslutter mig for at lige smide mig en times tid inden min klient kommer, og tænker at jeg må booke vedkommende ind på et andet tidspunkt om det skulle gå helt galt. Aldrig nogen sinde har jeg oplevet nogen så forfærdelige smerter (det var værre end at føde unger).


Da jeg først kommer i gang, er det heller ikke så slemt med de mavesmerter.

Klienten har flere ting vi skal have vendt og på et tidspunkt bliver det meget tydeligt for mig at det er én der gerne vil i kontakt fra den anden side. Og jeg får et navn frem, hvor jeg spørger om det her navn siger klienten noget. Ja, det gør det. Det er en afdød i den nærmeste familie. Jeg får nogen billeder frem på, og forsøger at beskrive hvem det er jeg ser. Og det bliver bekræftet at det kan kun være denne afdøde person. Så er det at min mave begynder at smerte helt vildt igen, omkring der leveren er. Jeg spørger så klienten, om det var et eller andet med maven på denne person. Fik lige en ide om at det kunne være derfor min mave smertet sååååååå meget. Min klient blev helt bleg, personen var død af leverkræft og det var gået ekstremt hurtigt.
Da det var kommet frem, så forsvandt alle mine smerter. Maven var øm, ja, den havde jo krampet i flere timer, men smerterne var væk.

Hvad der eller skete og hvad der ellers blev sagt, ja, det er ikke det vigtige i denne blog.

Bankelyden

Som regel er det KUN mig selv der ser og oplever når der er kontakt fra 'den anden side', men ingen regel uden undtagelse.

For et stykke tid siden vågnet vi begge af at der blev 'banket på'. Først troede jeg at jeg drømte, men vi vågnet begge to og bankelyden fortsatte efter vi var helt vågne. Det lød som om det banket inden i en træboks, sådan lidt hult. Og det lød som om det var lige bag vore hoveder. Vi har en ren murvæg bag os, alle ydervægge i huset er murvægge. Rent logisk kunne det ikke være yderdøren. da vi normalt ikke en gang kan høre ringeklokken helt inde i soveværelset. Det er tre lukkede døre mellem soveværelset og yderdøren, og man skal igennem entre, stue og køkken for at komme til soveværelset, så nej den dør kan vi ikke høre om der bliver banket på. 

Men der i nattens mørke, blev vi enige om at der nok blev banket på yderdøren. Og stod op og åbnet, men det var selvsagt ingen. Underligt, min kæreste valgte lige at hoppe i et par sko og lige tjekke rundt om huset, men det var ingen. 

Da vi kom i seng igen, kom jeg i tanke om at jeg dagen før havde tænkt meget over at det er underligt at det normalt kun er mig der 'oplever' det alternative. Og at jeg var nervøs for at virke utroværdig når jeg taler om det. Bange for at han lige så pludseligt synes det er for meget.

Vi blev enige om at det var 'den anden side' der lige ville 'vise' at de var der, således jeg ikke var i tvivl om at de var og at han også fik et bevis på at de eksisterer (som jeg åbenbart ønsket).

Hvem var jeg?

Hvem var jeg, før jeg mødte mig?
For jeg blev mig - i dette liv.

Jeg har opdaget min egen evne til at dykke dybt ned i min sjæl.
Så dybt, at det er som om 'denne verden' forsvinder.
Den bliver sløret og forsvinder.

Første gang, skræmte det mig,
om det var at jeg 'rejste' ind i min sjæl,
eller om det var fordi jeg 'mistet' kontrollen over nu-tiden ved jeg ikke.
Men jeg valgte hurtigt at vende om og komme 'tilbage' i mig selv igen.

Næste gang turde jeg at gå dybere og fik fornemmelsen af at havne i et 'tidligere' liv.
Jeg var i mig - men et andet sted, en anden tid.

Nu, når jeg prøver at beskrive det, er det lidt svært at sætte ord på, men jeg prøver.

Jeg kigger ned af mig selv og ser jeg har gammeldags tøj på. En kjole. En pæn kjole. Men 'gammel' - som de kjoler jeg har set man bar i middelalderen. Det dufter anderledes. Men mest af alt bliver jeg overrasket over at mærke mine følelser, jeg mærker at jeg er dybt ked af det, at jeg føler mig forladt og enormt sviget, skuffet.

Hvordan kan jeg mærke de følelser - de følelser jeg en gang har haft, de føles så ægte.

Jeg står og kigger ud, ser en mand der rider på en hest -væk fra mig. Og hører at jeg hvisker.'Far, hvordan kan du forlade mig? Hvordan kan du gøre dette mod mig? Far, du sagde du elsker mig og at jeg var lige så god som mine brødre, hvorfor holder du ikke dit ord?'
Jeg føler mig enormt ensom, forladt, svigtet. Og får følelsen af at alle der elsker mig, forlader mig -på et tidspunkt. Måske er jeg ikke værd at elske?
Virkelig nogen tunge følelser og jeg 'rejser' tilbage til nutiden.

Kan de følelser, de ting jeg oplever i et liv - sætte så dybe spor - at jeg kan mærke dem i senere liv. Min fornemmelse og intuition siger ja.

Selvfølgelig bliver jeg nødt til at grave dybere i 'mig' - finde ud af mere hvad der er sket. Jeg prøver flere gange, havner 'andre' steder. Det går lang tid, så lykkes det for mig igen.

Jeg finder mig selv igen, i den gamle tid. Denne gang, er jeg mere rolig og jeg taler med en jeg ikke kan se. Jeg hører mig selv fortælle at jeg er datter af en rig handelsmand (eller lignede) og jeg får fornemmelsen af at dette er i Italien og på 12-1300 tallet. Mit største ønske er at få lov til at lære at læse og skrive, og drive forretning som min far. Dette er totalt uacceptabelt, både i vor familie og i det samfund jeg åbenbart kommer fra. Jeg har åbenbart en høj grad af stædighed og vil stort set ikke gøre som man 'bør'. Nemlig blive gift med en mand min familie har valgt. Min far ønsket ikke at gifte mig væk mod min vilje. Men kunne heller ikke beholde mig hjemme, da han så ville tabe for meget ansigt ovenfor resten af byen og sine forretningsforbindelser. Derfor er jeg nu i kloster, forladt at min far/min familie. Og min skæbne er, at være der til jeg dør.

Jeg kan mærke sorgen i mit hjerte. Sorgen over at blive forladt at min far - som jeg elsker. Sorgen over at jeg ikke må vælge min egen skæbne -mit eget liv.


Jeg vælger at 'forlade' mig der. Sidder tankefuld, tilbage i nutiden og prøver at forstå fortiden.
Det giver et eller andet sted mening. Mine forventninger til andre, mine forventninger til at de der elsker mig - de forlader mig. Et eller andet sted, har jeg forventet at mennesker jeg elsker, forlader mig. Jeg græder lidt over min 'gamle' skæbne.

Jeg filosoferer rigtigt meget over min oplevelse og kommer frem til at grunden til at jeg er så heldig at jeg får lov til at opleve dette. Det er fordi jeg nu får lov til, at forenes med fortiden -forenes med og acceptere min tidligere skæbne. Således jeg kan gøre mig fri - således at jeg igen tør elske. Elske uden frygten for at blive forladt. Den frygt der gør det så svært at elske.

Det der en gang var..... aftryk i tiden...

Nogen blogs er længere undervejs end andre, denne har lagt og ventet så længe.
Jeg har startet, stoppet, ændret, slettet, startet om igen. Nu prøver jeg så igen. Prøver at skrive det som det er, men det er svært at få ordrene ned på den rette måde. Hvorfor er det så svært, at få ordene ned.....
Så efter meget om og men og om igen, starter jeg bare midt i det hele.... håber det giver mening.
Et øjeblik i mit liv....som jeg oplever det. Bare en måde at prøve at sætte ord på - for mig.



Nogen gange vælger jeg at opsøge steder, jeg med mine evner ved at vil påvirke mig.
Det er som om det trækker i mig at jeg SKAL besøge disse steder.

Det stærkeste oplevelser jeg har haft har været i forbindelse med koncentrationslejre.
For nogen få år siden besøgte vi en koncentrationslejr i Polen.

Jeg var forberedt på at det kunne blive hårdt, men blev alligevel overrasket på flere områder.

Mine tre piger på 16, 11 og 6 år var med, tre piger der normalt er glade og sprudlende af liv.
Mine piger ved godt deres mor fanger mere end man med det blotte øje kan se.

"Jeg kan lugte det, lugten er ikke til at tage fejl af. Duften af frygt. Jeg kan mærke følelsen, følelsen og erkendelsen af at dette er endestationen. Jeg er totalt stivnet, luften er for mig tyk af frygt, gas, fortvivlede mennesker. Jeg ryster mit hoved lidt, kommer lidt til nu-tid, bare for igen at mærke det hele vælte ind over mig. Min hånd bliver taget og jeg bliver ført ud, jeg har åbne øjne -men ser ikke NU-tiden. KUN DA-tiden."
Mine piger og jeg er taget på udflugt til Auchwich/Birkenau, som en del af vor ferie. Vi (mine piger og jeg) er i det første gaskammer tyskerne lavet under 2. verdenskrig. Oplevelserne fra 2. verdenskrig og gaskammeret vælter ind over mig. Det er hårdt, det er slemt, det tærer på mig.

Bagefter ryster jeg, jeg græder indeni og tårene triller ned over kinderne. Jeg er der, men mentalt gennemtæsket.

Mine alternative evner - nogen dage en gave jeg er stolt af - andre dage en belastning - Men altid tilstede.

Hold da op hvor kan det være belastende at have alternative evner nogen gange.

Forleden nat var det rigtigt meget belastende.

Jeg var lige ved at falde i søvn, så hørte jeg at døren åbnet sig i soveværelset.
Selvfølgelig vågnet jeg, og troede straks det var min datter, der lige var inde og kigge. Stod op og gik ind til hende. Hun sov som en engel. Og var langt væk i drømmeland.

Nå, det er nok gennemtræk - tænkte jeg, lukket vinduerne og gik i seng.

Da jeg var ved at falde i søvn igen, åbnet døren sig lige så stille, ikke helt op. Kun på klem, lidt  ligesom når man lige skal kigge ind til en af sine børn der sover. Jeg vågnet helt op og lå og kigget på døren. Så blev den lukket igen, lige så stille. Dørhåndtaget gik ned og døren blev lukket pænt.

Ok, så er det nok 'en' der gerne vil i kontakt. Jeg besluttet mig for at finde ud af hvem det var og hvad 'den' ville. MEN nej, det var umulig at få kontakt.

Jeg blev liggende og kigge på døren, tændte lyset og lå bare og kigget. Tror døren nåede at åbne og lukke 10-12 gange på samme måde i løbet af natten. Så endeligt, ved 4 tiden var det 'ro'! Rart, så kunne jeg lige nå to timers søvn inden vækkeuret fortalte det var morgen.

Mine evner - tarot kort

Jeg har længe brugt mine 'evner' på personligt plan. Jeg ved jeg kan, men det er lidt uhåndgribeligt hvad jeg skal bruge det til.
Derfor har jeg valgt tarot-kort som mit redskab, som det håndgribelige jeg kan arbejde ud fra.

Tarot-kort er 'sjælens spejl'. I et almindeligt spejl kan vi se hvordan vi ser ud udenpå. Tarotkort er et spejlbillede af ens indre, ens sjæl, følelser og energier.

Jeg har valgt min egen måde at arbejde med kortene, en måde jeg er kommet frem til efter at intutitivt have prøvet mig frem. Kortene taler sit eget sprog og lever sit eget liv. Og jeg trækker kort på daglig basis for mig selv. Dette sammenholdt med mine andre evner, har gjort at jeg tit kan ramme 'spot on' når nogen har spørgsmål. Tit har jeg lagt for veninder og venner , og det har nok været mere leg end alvor. Men ting har det med at gribe om sig og ordet har nok gået rundt, at jeg 'kan noget'. Ihvertfald blev jeg kontaktet af en bekendt der stod og skulle tage en stor beslutning på et tidspunkt. Lige med ét skulle jeg tage mig selv alvorlig og prøve at give noget videre.

Inden vedkommende skulle komme, gik jeg rundt og tændte stearinlys, samtidigt som jeg blandet kort, mens jeg tænkte på beslutningen vedkommende stod ovenfor. Med ét 'hoppet' et kort ud fra bunken og landet foran min højre fod. Inden jeg tog kortet op, tænkte jeg: 'mon ikke det er det overordnede svar.'
Kortet lagde jeg på bordet og de andre kort ved siden af i en bunke.

Da 'klienten' kom, fremviste jeg som det første kortet fra før, og forklarede hvilken betydning jeg lægger i det. Klienten mente det rammede vedkommende spot on, som person. Vi sad og talte lidt om dilemaet vedkommende er i, skar det lidt ud i pap. Hvad kernen i problemet egentligt er, der hvor det gør ondt.
Jeg fik zoomet mig ind på vedkommende og kunne komme med en del spørgsmål der satte tingene lidt i perspektiv. Mine hænder blev helt varme indeni, de bliver de som regel når jeg er i kontakt med min intutive side (eller hvad vi nu skal kalde det). Der blev lagt tarot-kort, og de blev analyseret.

Klienten fik ikke ET svar på sit problem/dilema, men fik gennemarbejdet problemet, flere måder at anskue det på, og en plan for hvordan vedkommende kan komme frem til svaret. For det er selvsagt vigtigt at jeg ikke træffer vigtige beslutninger for folk, det skal de selv gøre. Klienten mente at jeg havde løftet en stor byrde fra klientens skuldre og at jeg ramte spot on med stort set det hele jeg sagde.

Hvor er det fedt at opleve at mine evner kan hjælpe andre mennesker på den måde.